Vi kan alle sammen gøre noget for at mindske omfanget af plastik og mikroplastik i naturen. Dit bidrag behøver ikke være træls eller besværligt – der er mange små ting som kan gøre en forskel. At reducere vores forbrug af plastik burde være et virksomhedsansvar. Men der sker ikke nok, og det går for langsomt. I mellemtiden er der små tiltag, som vi hver især kan lave, som reducerer vores brug af plastik.
Vi kan starte med at gøre det til en vane at samle plastik op, når vi møder det i naturen. (Forestil dig at en stresset mor har tabt det ud af lommen, så bliver det lidt mindre træls at rydde op efter andre, som burde have ryddet op efter sig selv). Men hvor kan man ellers starte på en hverdag med mindre plastik?
- Når du handler: tag en mulepose med og sig nej tak til plasticposer. Væn dig til at have et tyndt net liggende i jakkelommerne eller i bunden af dine tasker – det sparer hurtigt maser af plastikposer.
- Køb aldrig vand i flaske men brug drikkedunk. (Ifølge HOFOR.dk udleder vand på flaske 900 gange mere CO2 end vand fra hanen, og det er meget, meget billigere at fylde en vandflaske derhjemme).
- Køb din mælk uden skruelåg
- Drop engangsservice, balloner og sugerør til festen (Læs mere her om gode råd til den grønne fest)
- Husk en vigtig regel på toilettet: der må kun komme to ting i toilettet, nemlig almindeligt toiletpapir og alt hvad der naturligt kommer ud af din krop. Intet andet – toilettet er ikke en skraldespand.
Men desværre er der meget mere plastik i naturen, end det vi kan se. Og mikroplast kan du desværre ikke samle op på din søndagstur til stranden eller i skoven. Mikroplastik er små plastpartikler, som ikke nedbrydes i naturen og er til skade for især havlevende dyr og potentielt i sidste ende også for os. Faktisk er det meste af den plastik, der flyder rundt i havene, mikroplast. Vidste du, at der kan være mere end 100.000 stykker mikroplast i en enkelt skrubbecreme?
Så hvad kan man gøre for at undgå at forurene havene med mikroplast?
- Køb plastikfri kosmetik. Når du bruger skrubbecreme, hårprodukter eller andre kosmetiske produkter, risikerer du at forurene vores miljø med mikroplastik. Bare i Danmark bruges årligt 29 tons mikroplastik til kosmetiske produkter (Ifølge plasticchange.dk).
- Fyld maskinen, når du vasker tøj. Det slider mindre på tøjet, og det er vigtigt, fordi det som slides af, kan ende i havet som mikroplast. Så holder dit tøj længere, og du sparer også strøm og vand.
- Download appen ”Beat the microbead” så du kan tjekke om produkter indeholder mikroplast, inden du køber dem.
- Undgå alle former for engangsplast.
- Køb tøj lavet af naturlige materialer. Tøj lavet af plastik er en af de allerstørste kilder til mikroplast-forurening i verden.
- Tag offentlig transport. Der er mange gode grunde til at tage offentlig transport, men i forhold til mikroplast, så er bildæk en vigtig kilde til mikroplast. Når dækkene slides, drysser de nemlig bittesmå plastikpartikler.
Tak fordi du gør en forskel for mindre plastik i naturen.