Hvis du står nede i supermarkedet med en økologisk agurk fra Spanien, er den agurk så klimavenlig eller miljøvenlig? Og hvad med den ikke-økologiske agurk fra Danmark? Hvilken af de to skal man vælge?
Overalt i vores hverdag støder vi på de tre begreber ”klima”, ”miljø” og ”bæredygtighed”. Men hvad betyder de, og hvad er forskellen? Og hvorfor er det vigtigt, at vi som forbrugere kender til forskellen? Det kan du læse om her.
Hvad er klima?
Når vi taler om klima i dagligdagen, taler vi næsten altid om det i forbindelse med udledning af CO2 i atmosfæren. Klima handler nemlig om forholdene i atmosfæren, om vejrforhold, nedbør, vinde, temperaturer; om de overordnede vejrforhold på vores planet. På et globalt plan bliver klimaet i høj grad påvirket af CO2-udledningen, der forårsager global opvarmning og påvirker temperaturen, nedbøren og vindene på vores planet.
Når en vare er klimavenlig, betyder det som regel, at den er produceret på en måde, der udleder mindst muligt CO2. Elbiler er klimavenlige, fordi de ikke forbrænder fossilt brændstof, ligesom elektricitet fra vindmøller eller solceller er klimavenligt, fordi der ikke udledes CO2 fra forbrænding af kul.
Hvis du vil vide mere om hvad klima er, kan du finde information hos DMI.
Hvad er miljø?
Miljø er mere ligetil og er på mange måder lettere at forstå end klima. Miljøet er træerne, jorden, undergrunden, havet, og de forskellige dyr og insekter. Miljø handler i høj grad også om, hvordan de forskellige dele påvirker hinanden, og hvordan selv små forandringer hurtigt kan vokse sig store nok til at påvirke hele miljøet.
Det kan f.eks. ske ved, at landmænd bruger sprøjtegift, der efterfølgende siver ned i jorden og forurener grundvandet. Eller det kan ske ved at plastik smides i havet så dyrelivet trues, ved olieudslip eller ved luftforurening.
Hvornår skal du gå efter hvad?
Hvis en agurk er produceret helt uden brug af giftstoffer eller kunstgødning, er den miljøvenlig, fordi ingen giftstoffer kan finde vej ud i naturen. Men hvis agurken samtidigt er dyrket i Spanien og fragtet til Danmark, er den ikke klimavenlig på grund af det store CO2-udslip forbundet med fragten.
En dansk agurk, der er dyrket på konventionel vis, kan derimod være bedre for klimaet, fordi den ikke er transporteret langvejsfra. Til gengæld vil den være dårlig for miljøet, fordi der er brugt sprøjtemidler eller kunstgødning til dyrkningen.
Når du skal foretage et valg som forbruger, er det derfor ikke ligegyldigt, hvilken agurk du vælger. Desværre er der ingen nemme svar, men som forbruger kræver det nøje overvejelse, når man forbruger. Og man må selv lave en afvejning af, om man foretrækker miljøvenlighed eller klimavenlighed, da det ikke altid er det samme.
Du kan læse meget mere om forskellene mellem klima og miljø i dette blogindlæg.
Bæredygtighed – når det hele mødes
Når nuuii kalder sig selv for et bæredygtigt firma, er det fordi vores produkter er fremstillet på en måde, så både klima og miljø tilgodeses. Bæredygtighed handler nemlig om at bruge jordens ressourcer på en måde, der ikke skader eller forringer dem.
Nuuiis rengøringsprodukter indeholder ingen skadelige kemikalier, og kan derfor skylles ud i afløbet uden risiko for miljøskader. Og da vores produkter ikke indeholder vand kan de pakkes helt uden brug af plastik, hvilket også er miljøvenligt. Fordi nuuiis produkter ikke indeholder vand, kan der fragtes meget mere rengøringspulver ad gangen end ved konventionelle, flydende produkter. Det betyder, at vores CO2-udslip nedsættes, og det gavner klimaet.
For nuuii handler bæredygtighed også om at handle med små og lokale producenter. For ved at bruge danske eller europæiske ingredienser undgår vi at fragte ingredienserne langvejsfra, hvilket igen nedsætter vores CO2-udslip.
Men bæredygtighed handler ikke kun om klima og miljø. Der er også et socialt og økonomisk aspekt. Det sociale handler om, at mennesker i en bæredygtig fremtid skal behandles med respekt og værdighed. Det økonomiske aspekt handler i højere grad om, hvordan vores globale økonomi skal omtænkes, så den fortsat sikrer materiel velstand, uden samtidig at skade miljø eller klima.
Bæredygtighed, klima og miljø er tre begreber, der på mange måder er viklet ind i hinanden. Det kan derfor være en god ide at skille dem ad for at forstå dem hver for sig. Specielt hvis man ønsker at forbruge på det bedst oplyste grundlag.
Rigtig god fornøjelse derude – sammen kan vi gøre en bæredygtig forskel.